Videre til indhold | Videre til menunavigation

Sekundær menu

Kamilla Woznica Miskowiak

Postdoc., ph.d., 28 år

Kamilla Woznica Miskowiak Fødested, gymnasium og bopælskommune

Fødested: Roskilde
Gymnasium: Østreborgerdydskolen, København (fik Etatsråd Wilhelm Hansen & Hustru Prisen for årgangens højeste karaktergennemsnit, Østreborgerdyd Skolen 1999)
Nuværende bopælskommune: København.

Fagområde

Psykologi, neuropsykofarmakologi.

Forskningsprojekt

Effekt af EPO på depressive symptomer og kognitive problemer ved affektiv lidelse (depression og mani).

Kort beskrivelse af projektet

Nuværende medicinsk behandling for affektiv lidelse (depression og mani) har stadig mangler, og der er ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) et presserende behov for udvikling af nye mere effektive behandlingstilbud. Meget tyder på, at medicin, der har virkning på hjernens evne til at regenerere og danne nye celler, kan repræsentere et nyt behandlingstiltag. Idet Epo (erythropoietin) besidder sådanne neuroregenerative egenskaber, undersøgte jeg under mine ph.d.-studier virkningen af Epo på hjernen og kognitive funktioner hos raske og depressive personer ved brug af funktionel magnetisk resonans (MR) skanning og neuropsykologisk testning. Min forskning viste, at Epo havde direkte og positiv virkning på neurale og adfærdsmæssige mål for hukommelse og planlægning. Derudover dæmpede Epo neural og psykologisk bearbejdning af negative følelsesmæssige informationer både hos raske og depressive personer på samme måde som nuværende antidepressiv medicin. Idet forskning tyder på, at sådanne virkninger på følelsesmæssig bearbejdning kan være en central mekanisme for virkningen af antidepressiv medicin, peger mine ph.d.-studier på en mulig antidepressiv effekt af Epo.

De forskningsmæssige udfordringer og perspektiver

En af mine største forskningsmæssige udfordringer har været stædigt at bevare troen på, at mine forskningsideer, evner og hårde arbejde nok skulle bære frugt og at overbevise mine samarbejdspartnere om dette. En anden udfordring er at være drivkraft ved hvert stadie af forskningen – herunder idéundfangelse, sammenfatning af studieprotokol, anskaffelse af økonomisk projektstøtte og etisk godkendelse, etablering af samarbejde mellem forskningsinstitutioner både nationalt og internationalt, samt praktisk udførelse af projekterne, dataanalyse, artikelskrivning og populærvidenskabelig formidling af resultaterne.

Hvad er de langsigtede perspektiver?

Affektive lidelser (depression og mani) er ofte forbundet med kognitive problemer, såsom hukommelses- planlægnings- og koncentrationsbesvær og nedsat regeneration og dannelse af nye celler i hjernen. Medicinsk behandling af depression og mani er flere uger om at virke og er kun delvist eller slet ikke effektiv for en stor patientgruppe. Derudover virker nuværende antidepressiv og stemningsstabiliserende medicin kun delvist på kognitive vanskeligheder, som ofte varer ved selv efter klinisk bedring. Epo øger hjernens evne til at regenerere og danne nye celler, men effekten af Epo ved affektive lidelser er endnu ikke undersøgt. Hvis de aktuelle studier påviser positive virkninger af Epo på depressive symptomer og neurokognitive funktioner, vil dette på længere sigt kunne medvirke til udvikling af et bedre behandlingstilbud til patienter og således kunne få betydning for patienternes livskvalitet og arbejdsdygtighed.

Hvordan forholder projektet sig til områdets internationale udvikling?

Mit forskningsprojekt udgør frontline-forskning, idet der ikke eksisterer nogen publicerede undersøgelser om virkningen af Epo på neurokognitive depressive symptomer og kognitive funktioner hos patienter med depression. Mens dyrestudier peger på regenerative effekter af Epo ved både akut hjerneskade og neurodegenerative lidelser, er der kun få studier af effekten af Epo på neurokognitive funktioner hos mennesker. Mine ph.d.-studier var de første til at påvise, at Epo havde direkte neurobiologiske virkninger hos mennesker uafhængigt af virkning på røde blodlegemer. En forskergruppe ved Max-Planck Instituttet i Tyskland har endvidere for nyligt publiceret to undersøgelser, som påviste positiv virkning af Epo-behandling på kognitive funktioner hos patienter med henholdsvis skizofreni og multipel sklerose. Jeg har etableret samarbejde med deres forskergruppe med henblik på optimering af studiedesign og sikkerhedsforanstaltninger ved Epo-behandlingen i de aktuelle undersøgelser.

Hvordan opstod din interesse for netop dette forskningsfelt?

Jeg har lige siden jeg begyndte at studere psykologi vidst, at jeg brændte for forskning. Under mine bachelor-studier kontaktede jeg derfor lektor og seniorforsker Jesper Mogensen, som er leder af et forskningslaboratorium, Unit of Cognitive Neuroscience (UCN) ved Københavns Universitet. Jeg havde læst et sted om Epos evne til at reducere synlig (makroskopisk) hjerneskade i dyremodeller, men fandt ingen publicerede resultater på, om dette var ledsaget af tilsvarende begrænsning af tab i kognitive funktioner. Vi blev derfor enige om at undersøge Epos virkning på funktionel genopretning efter hjerneskade hos rotter. Studiet påviste en tydelig effekt af Epo på rehabilitering efter hjerneskade samt virkning på kognitive funktioner hos ikke-skadede rotter. Ved mit efterfølgende Master of Science (MSc) ophold i Oxford blev jeg involveret i et forskningsprojekt til undersøgelse af virkningen af antidepressiv medicin (reboxetin) på neural og psykologisk processering af følelsesmæssige informationer vurderet ved funktionel MR-skanning og psykologisk testning. Denne forskning åbnede mine øjne for vigtigheden af at udforske samspillet mellem neurale og psykologiske mekanismer i en holistisk videnskabelig forståelse af affektive lidelser og deres behandling. Under mine MSc-studier blev jeg bekendt med forskningsresultater, som peger på, at hjernens evne til at regenerere og danne nye celler er reduceret ved depression og styrkes ved langtidsbehandling med antidepressiv medicin. Dette gav mig ideen til, at Epo med sine regenerative egenskaber og forbedring af kognitive funktioner hos hjerneskadede rotter kunne have antidepressiv effekt ved depression. Det var med denne idé, jeg fik en ph.d.-plads ved Oxford University og økonomisk støtte til projekterne, leveomkostninger samt afgifterne til universitetet. Min interesse i dette forskningsfelt har således rødder tilbage til både min dyreeksperimentelle forskning ved Københavns Universitet og mit hjerneskanningsstudie ved Oxford University.

Hvilke muligheder giver pengene fra Ung Eliteforskerprisen dig?

Prisen vil give mig en mulighed for at deltage i internationale videnskabelige konferencer. Dette er alfa omega for at etablere forskningskontakter og potentielle samarbejdspartnere på internationalt plan, for at holde fingeren på pulsen i forhold til de nyeste forskningsresultater inden for mit forskningsfelt, samt for at formidle mine forskningsresultater. Prisen vil endvidere gøre mig i stand til at holde samarbejdsmøder med forskere ved Oxford University og Max-Planck-Instituttet samt til at videreudvikle mine forskningsmæssige kompetencer via deltagelse i internationale kurser og workshops.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er gift. Min mand mødte jeg under mine ph.d.-studier ved Oxford University, hvor han også har studeret. I april 2008 kom vi til Danmark og bor sammen i København. Så jeg har skudt to papegøjer i England: jeg fik en ph.d.-grad og en fantastisk mand.

Fødested, gymnasium og bopælskommune

Født i Roskilde, student fra Østreborgerdydskolen, København, og fik Etatsråd Wilhelm Hansen & Hustru Prisen for årgangens højeste karaktergennemsnit, Østreborgerdyd Skolen 1999. Bopæl i Københavns Kommune.

Forskningsrådets begrundelse for tildeling af prisen

Nuværende medicinsk behandling for affektiv lidelse (depression og mani) har stadig mangler, og der er ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) et presserende behov for udvikling af mere effektive behandlingstilbud. Meget tyder på, at medicin, der har virkning på hjernens evne til at regenerere og danne nye celler kan repræsentere et nyt behandlingstiltag. Idet Epo (erythropoietin) besidder sådanne neuroregenerative egenskaber, undersøgte cand.psych., ph.d. Kamilla Miskowiak under sine ph.d.-studier i Oxford (2005-2008) virkningen af Epo på hjernen og kognitive funktioner hos raske og depressive personer ved brug af funktionel magnetisk resonans (MR) skanning og neuropsykologisk testning. Hendes forskning viste, at Epo havde direkte og positiv virkning på neurale og adfærdsmæssige mål for hukommelse og planlægning. Derudover dæmpede Epo neural og psykologisk bearbejdning af negative følelsesmæssige informationer på samme måde som nuværende antidepressiv medicin. Idet sådanne virkninger menes at være centrale for virkningen af antidepressiv medicin, peger Kamilla Miskowiaks studier på en mulig antidepressiv effekt af Epo. Med sin postdoc-forskning ønsker hun at udbygge disse fund ved at undersøge, om ugentlig Epo-behandling i otte uger har antidepressiv effekt og kan forbedre kognitive funktioner hos patienter med behandlingsresistent depression og patienter med tidligere depression eller bipolar lidelse. Hvis hendes forskning bekræfter de gavnlige virkninger af Epo, vil det kunne medvirke til udvikling af et bedre behandlingstilbud og dermed få betydning for patienternes livskvalitet og arbejdsdygtighed i fremtiden. Kamilla Miskowiak har modtaget støtte fra Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom på 1.854.000 kr. fordelt over tre år til dette postdoc studie.

Yderligere oplysninger om projektet

Kamilla Woznica Miskowiak. Telefon: 3530 3081 (kontor), e-mail: eller

Yderligere oplysninger om baggrunden for prisen

Formand for Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom, professor Lars Fugger. Telefon: +44 1865 762479, e-mail:

Forskningsprojektets videnskabelige titel

Effekt af erythropoietin på depressive symptomer og neurokognitive deficit ved behandlingsresistent depression og ved unipolar eller bipolar lidelse i remitteret fase – et proof of concept studie.

Bevilling fra Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom

1.854.000 kr.

Ansættelsessted

Region Hovedstadens Psykiatri, Psykiatrisk Center Rigshospitalet, Kompetencecenter for Affektive Lidelser

Forskningsprojektet udføres på

Region Hovedstadens Psykiatri, Psykiatrisk Center Rigshospitalet, Kompetencecenter for Affektive Lidelser samt Region Hovedstaden, Hvidovre Hospital, MR-Afdelingen